Løvfaldssommer

Løvfaldssommer !
Er det ikke bare et virkelig smukt ord? Den årstid vi befinder os i lige nu – efteråret – med alle de skønne farver er i år blevet helt usædvanligt fantastisk! Når solen skinner og det samtidig er lunt og dejligt at være ude, så får vi endnu mere lyst til at gå en tur i skoven.
Og når man kommer hjem fra en lang dags arbejde på kontor og man -i helt almindelige løbesko – kan krydse marken bag vores hus uden så meget som skyggen af mudderpletter, så er der bare ingen undskyldning for ikke at komme afsted!
Vi nyder det skønne vejr, det er der ingen tvivl om! Men lidt bekymrede er vi landmænd altså også… ja ja jeg ved godt at vi aldrig er til at gøre tilfredse, men men men… det er tørt! Jorden er stadig helt udtørret efter sommeren og revner mange steder på trods af den regn vi dog har fået her. Årets høst er ikke værd at skrive hjem om, men vi kæmper også lidt med at få det nysåede til at etablere sig så det kan overleve den danske vinter. Så vi er meget spændte på hvad det næste års tid byder os i forhold til vejret.
Så er det fair at sige højt at vi er lidt splittede? Som privatpersoner nyder og elsker vi den varme sommer og det lune efterår. Men som erhverv giver det nogle lidt andre bekymringer og udfordringer end vi er vant til.
Juletræer i varmen !
Nogen vil måske spørge hvordan vores juletræer har klaret sig i år? Og der må vi altså sige, at de har det faktisk rigtig godt! De kan godt tåle både varme og tørke i ret stor udstrækning. Det kan godt være at de ikke kan holde til det i længden, men det vil tiden vise. Jeg mener, hvis vi får flere år med samme vejrtype, så kan det jo ændre sig.
Men lige nu ser træerne fine ud. De er klar til at blive fældet nu. Vi starter gårdsalget i den kommende weekend! Det er vildt at tænke på at julen er så tæt på. Så vi er i fuld gang med at forberede os i vores lille butik, her på hjemmesiden og på facebook. Vi glæder os til at se jer, når I skal finde jeres juletræ og håber I vil hjælpe os med at dele og like vores opslag undervejs.